Pelsen
Hvalpe har en blød og fin pels, og det er fristende at forelske sig i en farve eller mængden af krøller. Fakta er dog, at når hvalpe skifter til deres voksenpels, opstår der ofte ændringer i farve, aftegninger og pelstype. Lyse hvalpe kan ende mørke og omvendt. Nye markeringer kan opstå eller gamle kan falde væk. Pelsen kan også blive mere krøllet eller bølget, eller den kan blive mere lige og glat. Disse ændringer er individuelle og umulige at forudsige.
Her er feks billeder af Lucca fra hvalp til voksen.
Helt ny
10 uger
Efter første hvalpeklip
Teenager
Voksen
Lucca er 75% puddel og 25% golden retriever, og rent pelsmæssigt har hun arvet mest fra puddel-siden.
Det betyder, at hun overhovedet ikke fælder, men til gengæld skal hun trimmes og klippes 3-4 gange årligt. Hvor meget man vil klippe er bestemt et temperamentsspørgsmål. Vi kan godt lide, når Luccas pels er lang og vamset. Det kræver daglig børstning. Ofte ender vi i en lidt kortere bamseklip, hvor pelsen er super blød.
Hvis du ikke har mod på at klippe selv (husk - det vokser ud igen, så vær ikke nervøs for at prøve), så vælg en god hundefrisør.
Redskaber
Til den daglige børstning bruger vi en god strigle og en smørkam.
Forår og efterår skal doodlen af med en god mængde vinter / sommerpels. Dér er en universalstrigle en super hjælper. Klippehunde kan ikke selv fælde denne pels, så det er vigtigt, at man er grundig med striglen.
Til at komme genstridige filterknuder til livs, og til at fjerne død pels, bruger vi en filterknuser med korte blade og små skråtstillede blade. De skrå blade er super gode til at ordne filter.
Vi klipper selv og oftest med saks. Her kæmmer vi først rigtigt grundigt med en såkaldt smørkam.
Lucca ELSKER vand, og hun vil meget gerne bades. Vælg en shampoo, som er beregnet til tæt krøllet pels. Vi bruger ofte shampoo og balsam fra Pet Head, som gør pelsen nem at rede ud, og og som dufter dejligt. De laver også en lækker hvalpeshampoo.
Husk at holde poterne fri for lang pels mellem trædepuderne. Det filtrer sammen og kan være ubehageligt for hunden. Den lange pels kan også gøre det svært for hunden at stå fast på glatte underlag. Klip også neglene jævnligt.
Tilvænning af hvalpen
Mens hvalpene er hos os, bliver de vænnet til at blive håndteret og børstet med en blød børste. De vil også prøve at blive badet, tørret med føntørrer, klippet med saks, få klippet kløer, samt blive vænnet til, at man rører dem under poterne, i ørerne og i munden. De vil også blive introduceret for en elektrisk trimmer.
Dermed vil din hvalp allerede være på vej til at være tryg, når den skal bades, børstes, klippes, have børstet tænder og trimmet øregange. Start allerede fra første dag med at vænne hvalpen til at blive rørt og børstet, stille og roligt. Det vil gøre efterfølgende grooming meget nemmere for dig og hvalpen.